Kopi af forside ep 4.jpg

Fyn, folkelighed og festival

Fyn, folkelighed og festival

IMG_1706.JPG

Dengang sidst i 1980’erne når mine venner tog på festivaler, var der ikke så meget at vælge imellem. I store træk var der Skanderborg, Roskilde og Midtfyns. Jeg har aldrig været den store festivalentusiast, og jeg nåede aldrig at være på Midtfyns - før foråret 2019 på optagelse til dette afsnit om festivaler.

Fredag den 24. maj genopstår Midtfyns Festival efter 16 år i dvale. Vinden er kold, men jeg holder varmen ved al den gejst og ægte veneration for den oprindelige festival, der ligger bag det kæmpestore, frivillige arbejde med at gøre en drøm til virkelighed. Festivaldirektøren viser borgmesteren, lokale sponsorer og undertegnede rundt på pladsen, og jeg har bare lyst til at klappe hele tiden pga. arrangørernes megen omtanke og evne til at inddrage andre.

Jeg har glædet mig til at høre Country Band, der spiller for. På den allerførste Midtfyns Festival i 1976 åbnede de med nummeret ‘Flyet er landet i Kastrup’, der var skrevet i protest mod bl.a. Franco og hans styre i Spanien. Med det ekko fra ungdomsoprøret skyder bandet også Midtfyns Festival anno 2019 i gang, og hovednavne som Allan Olsen og Anne-Dorthe og Maria fra Tøsedrengene skal nok holde den musikalske tidsrejse på ret kurs.

Bendt+S%C3%B8rensen.jpg

På festivalpladsen løber folk ind i andre, de kender, og denne fredag er overvægten af publikum gæster med sølvstænk i håret og læsebriller ved hånden. I Nostalgi-teltet er der montrer med stofarmbånd fra de store år, plakater med hovednavne som Johnny Cash og David Bowie og laminerede avisartikler med overskrifter som ‘Fedtfyn’. Bendt Sørensen var fra 1980 hvert år med til at få festivalpladsen til at hænge sammen helt frem til lukningen i 2003, og han deler ud af et par anekdoter.

Frivillighed er det råstof, der får festivaler til at trække vejret, og netop i region Syddanmark, og dermed Fyn, er der flest i landet, der er frivillige på idræt- og kulturområdet, viser tal fra Danmarks Statistik. Festivalbegrebet er gennem årene blevet udvidet, så det dækker også over andet end musik. Fx er der i Kerteminde en kirsebærfestival og i Odense har de tarteletfestival. Og rosé-festival. Så frivillighed og festival går i dag hånd i hånd på et meget større område, og i Bogense trækker de også på 200 frivillige, når byen skal pyntes op til Nordfyns Rosenfestival.

Den første weekend i august fester byen med levende musik, omfattende rosendekorationer og guidede ture i rosenmarkerne omkring byen. Her i området dyrkes 70-80 pct. af alle roser i Danmark, og i 2019 besøgte 40.000 gæster festivalen. De ankommer bl.a. i busser fra Sverige og Norge, hvor der ikke findes rosenmarker, for Danmark er det nordligste sted i Europa, der dyrkes roser.

Rosengartner+Finn+Jensen.jpg

Finn Jensen er gartner og indehaver af Grønlykke Planteskole. Han avler hvert år 1 mio. roser, og han fortæller, hvorfor Fyn er så gunstigt et sted. Han kommer også ind på, hvordan idéen til rosenfestival egentlig opstod, for det var han med til at skubbe igang. Han dyrker og sælger rosenplanter engros til havecentrene, og der dyrkes ikke afskårne roser herhjemme. De roser der er til salg i supermarkederne, bliver dyrket i Afrika og fløjet hertil nærmest hver dag(!), fordi de når at visne, hvis de skal sejles eller køres hertil.

Medvirkende: Bendt Sørensen, Finn Jensen
Musik: Country Band, Bendt Fabricius-Bjerre, MoonBee
Post-produktion: Lærke Sødring Nielsen
Fortæller: Marianne Vestergaard Nielsen