Som ung flyttede Carsten Ringsmose sammen med en gruppe andre unge aktivister ind i en patriciervilla på Hunderupvej 78 i Odense. En af de andre i gruppen var Mogens Amdi Petersen, der dengang var ansat på Kroggårdsskolen i Næsby. Ringsmose var i gang med at etablere sig som keramiker, og han havde sit værksted i husets garage. Fælles for alle beboerne var, at de kæmpede for fjernelse af atomvåben. Det var en betingelse for at komme ind i kollektivet: at man skulle være endog særdeles aktiv i arbejdet med at afskaffe atomvåben. Idéen med at begynde et kollektiv løste flere behov. Dels havde kampagnen mod atomvåben brug for mødelokaler, dels var alternativet for steder at bo typisk et lejet værelse hos mere eller mindre nysgerrige værter.
Huset på Hunderupvej havde også kulturelle ambitioner, og der var galleri i kælderen og digtoplæsninger i stuerne en suite. Carsten Ringsmose kom selv fra meget beskedne kår, men han fik hurtigt smag for herskabeligheden i huset og havde efter eget udsagn den mest prangende afdeling med de to vinduer til venstre på billedet. Han flyttede fra Hunderupvej efter uenighed med Amdi, men de to fortsatte samarbejdet. Blandt andet gennem Den rejsende højskole, som blev opfundet på et møde i Svendborg på Rantzausminde Efterskole. Carsten Ringsmose var bestyrelsesformand, men gik af i protest i 1982. Han fortæller eksempler på et par af datidens aktivistiske tiltag på Fyn, dels mod Vietnamkrigen og apartheidstyret i Sydafrika.
Der var masser af kollektiver på Fyn, og i Svendborg lå en afdeling af Kollektivet af 2. oktober, hvor Steen Heinsen boede. Navnet kommer af, at folkeafstemningen om Danmarks medlemsskab af EF, som EU hed dengang, foregik den 2. oktober 1972. Kollektivet arbejdede for at skaffe penge nok til at købe Danmark tilbage, og det skulle starte med Fyn. I Svendborg købte kollektivet en nedlagt korkfabrik midt i byen, men de andre på venstrefløjen så skævt til ‘Korken’, fordi kollektivet også ejede det hele, og de var dermed kapitalister. Kollektivet investerede også i et møntvaskeri, hvor folk skulle komme af nødvendighed. I forlængelse af møntvaskeriet lå en café, hvor man kunne læse nye udgivelser om revolution og socialisme. Det hed i folkemunde ‘bogvaskeriet’, og i forlængelse af den succes åbnede kollektivet spillestedet Kloster Moster. Ligesom i kollektivet blev alle beslutninger i Kloster Moster taget på fællesmøder, og det kunne blive til mange og lange diskussioner.
I kollektivet var alt fælles - der fandtes hverken privatøkonomi eller privatliv, og beboernes personlige affærer var til debat. Fx var blev det diskuteret, om kollektivet skulle have børn. For hvis ikke beboerne formerede sig, ville de revolutionære tanker og den socialistiske levevis dø ud. Det blev dog ved snakken, og Steen Heinsen er en del af en gruppe tidligere kollektivister, der allesammen forlod fællesskabet sidst i 80’erne, blev gift og fik børn - samtidigt.
En af aktiviteterne i kollektivet var, at beboerne skolede hinanden i socialisme og om hvordan samfundet skulle være efter en revolution. En del af undervisningsmaterialet var skrevet af maoisten Gotfred Appel, der senere skulle vise sig at være mentor og ideologisk bagmand for Blekingegadebanden. Appel boede også på Sydfyn sidst i 1980’erne, og Steen Heinsen og ham endte med at være venner.
Vil du høre mere om Gotfred Appel og hans skrappe kone? Så hop over i bonusafsnittet her.
Som et eksempel på en nutidig måde at bo i kollektiv på, viser Karen Jensen rundt i Den selvforsynende landsby ved Hundstrup. Her er permakultur, klimabevidsthed og CO2-minimering nøgleord. Her bor 80 mennesker, hvoraf halvdelene er børn, og alle bidrager til fællesskabet i forskellig grad. Beslutninger bliver ikke afgjort ved afstemninger, for det giver vindere og tabere. I stedet er der konsensusdemokrati, hvor alle bliver hørt, og hvor intet vedtages før alle kan nikke ok.
Mange af husene i landsbyen er lavet af halm, og grundtanken er, at når huset ikke længere skal bruges, så kan det hele pløjes ned i jorden med minimal forurening. Malingen hjemme hos Karen er lavet af organisk materiale og er en blanding af fromage frais, kalk og ler. Som bevis på at huset er af halm, er der kik ind til de tørrede strå gennem de lille hjerte i væggen.
Rundvisningen foregår en blæsende sommerdag, hvor en flere børnefamilier er mødt op i jagten på anderledes måder at indrette sig på. Gruppen ser den gamle gård, der danner rammen for fællesmøder og fællesspisning. Der er et rum med genbrugstøj, hvor beboerne kan tage, hvad de vil. Landsbyen har affaldsortering, eget spildevandssystem og nogle huse forsyner også sig selv med strøm. Hjemme hos Karen Jensen er der 12 volt, der får strøm fra en lille mølle og solceller. Hun har intet køleskab, men et svaleskab hvor der med en snedig anordning altid er gennemtræk af kølig luft. Herunder viser Karen rundt i en af kollektivets køkkenhaver.
Medvirkende: Carsten Ringsmose, Steen Heinsen, Karen Jensen
Musik: MoonBee
Post-produktion: Lærke Sødring Nielsen
Fortæller: Marianne Vestergaard Nielsen